Kreon.
Hvad skulde man vel mere ivrigt ønske sig?

Tiresias.
Nu vel, du skal erfare mine Sandsagnsord.
Men først dog én Ting ønsker jeg at vide grant:

Kreon.
Ej fjærnt han dvæler; her han staar dig ganske nær.

Tiresias.
Saa træde nu han langt fra mine Sandsagn bort.

Kreon.
Min Søn han er, vil tie med hvad dølges bør.

Tiresias.
Du vil da, jeg skal tale, medens han er hos?

Kreon.

Tiresias.
Saa mærk da nu, hvad mine Sandsagn lyde paa,
Hvad I bør gjøre, for t frelse Kadmos' Stad.
Din Søn Menøkevs, som der staar, du ofre skal
For Landet, siden Skjæbnen du hidkalder selv.

Kreon.

Tiresias.
Hvad Sagen kræver, faar vel du at gjøre og.

Kreon.
Ak, meget Ondt din Mund har talt i stakket Tid.

Tiresias.
Ondt vel for dig, for Landet skjønt og frelserigt.

Kreon.
Jeg hørte ej, forstod ej, ænser Landet ej.