Euripides: Phønikerinderne

||<<	<<	[1143-	1178]	>>	>>|||
.
	Men da i Kampen Sejren hældede til os, Da skreg paa én Gang Tydevs, og din Søn med ham:
1145	Danaos' Børn, vil I til Døde stenes først? Hvi storme I ej alle frem mod Portene, Vognkæmper, Hestfolk, lette Tropper, En og Hver? Saa snart de Raabet hørte, flux var Ingen sen. Men mangen En med blodig Pande segned om,
1150	Og Mange saas af Vore og ved Murens Fod, Som med et farligt Luftspring havde Livet endt; Med Blod i Strømme væded de den tørre Jord. Frem fór nu som en Stormvind Atalantes Søn Mod Porten, en Arkadier, ej i Argos født,
1155	Og skreg paa Ild og Hakker, for at rive ned Vor Stad; hans Trods dog hemmed Periklymenos, Havgudens Søn, som vælted paa hans Isse ned En Sten af Brystværnstinden, som et Vognlæs stor. Fælt søledes hans blonde Lok, højt gabed brudt
1160	Hans Pandeben, og Kindens unge lyse Dun Af Blod blev farvet; ikke bringer Livet han Hjem til sin Moder, Mænalos' pílbrude Mø. Men da din Søn saá, Alt gik vel ved denne Port, Han gjæstede en anden, og jeg fulgte med.
1165	Der saá jeg Tydevs med en talrig Kæmpeflok Ætolerspyd at sende højt mod Taarnets Bryn, Saa vore Stridsmænd bange fra Brystværnets Tind Tilbage vég; men atter samled dem din Søn, Ret som en Jæger, og fik stillet dem igjen
1170	Paa Taarnet op, og til en anden Port paa Stand Vi hasted, da paa dennes Brøst var raadet Bod. Men knap nu kan jeg finde Ord, at skildre dig, Hvor vildt Kapanevs raste.   Med en knejsende Stormstige frem han stævnede og brovted frækt,
1175	At selv Zevs´stærke Lue skulde hindre ej Ham i at tage Byens Tinder flux med Storm. Saa talte han, og mens der hagled Stene ned, Tæt sammenkrøben under Skjoldet, Fod for Fod
.
||<<	<<	Christensen	Schmidt.I.46	>>	>>|||