Euripides: Phønikerinderne

||<<	<<	[1179-	1209]	>>	>>|||
.
	Saa jævnt han lakked op ad Stigens glatte Trin.
1180	Men da han satte Foden alt paa Murens Tind, Traf Zevs ham med sin Lynild; Jorden braged højt, Saa Alle maatte ræddes, og fra Stigens Top Hans Lemmer, skilte fra hverandre, slyngtes ud; Haaret fløj mod Olympen, Blodet randt paa Muld,
1185	Og Ben og Arme, som Ixion paa sit Hjul, Omboltredes; til Jorden faldt forbrændt hans Lig. Da nu Adrastos mærked, at dem Zevs var gram, Hinsides Graven lod sin Hær han lejre sig. Men vore Stridsmænd tyktes godt det Tegn fra Zevs,
1190	Og ud fór Alle, Hestfolk med Vognkæmpere Og Mænd i Brynje; lige ind i Argos' Hær De Striden bar; da blev der Nød og idel Nød. trindt segned Kæmper, styrted Mænd fra Karmens Krans, Hjul imod Hjul og Axel imod Axel fór,
1195	Og Lig ved Lig sig dynged højt paa blodig Val. Saa har vi friet da Landets Borg fra Undergang Til denne Time; om herefterdasgs vort Land Skal friste Lykke, derfor raade Guderne; Thi ogsaa hidtil har kun Guddomsmagt den frelst. Choret.
1200	Skjønt er at sejre; men hvis Guderne forstaa Det bedre, gid min Skjøbne dog maa blive god! Iokaste. Vel føjed Alting Guders Raad og Skjæbnens Magt; Thi mine Sønner leve, og mit Land er frelst. Kun Kreon, som det synes, at mit Ægteskab
1205	Og af Ødipus' Fejltrin nød den bitre Frugt, Den Stund sin Søn han misted, vel til Landets Held, Dog ham til kvide.   Men tag fat igjen og síg. Hvad tage mine Sønner sig fremdeles for? Budet.. Frit ej om Mere; hidtil har dig Lykken fulgt.
.
||<<	<<	Christensen	Schmidt.I.47	>>	>>|||