|
|
|
[1210-
|
1236] |
|
|
|
.
|
|||||
| Iokaste. | |||||
|
|
Den Tale ej
míg huer; vel jeg fritte maa. Budet. Er det ej nok, at dine Børn er i Behold? Iokaste. Jeg og vil høre, om mit Held gaar videre. Budet. Din Søn sin Skjoldsvend savner; lad mig fare did. Iokaste. Du dølger noget Ondt mig vist, i Mørke skjult. Budet. |
||||
|
|
Og vilde nødig
efter Godt dig melde Ondt.
Iokaste. Det faar du dog, hvis ej du kan i Luften fly. Budet. Ak, ak! hvi vil du efter heldigt Budskab ej Mig lade gaa, men byder mig at melde Ondt? Ja, dine Sønner er til Sinds - o Skjændselsid! - |
||||
|
|
At gaa i Tvekamp
ene uden Hærens Hjælp;
Saadanne kaar bød aabenlyst de Argos' Mænd Og Kadmosfolket, dem de aldrig skulde budt. Først traadte Eteokles frem paa højen Taarn, Bød ved Herolder hele Hæren give Lyd |
||||
|
|
Og sagde: I
Hellenerlandets Høvedsmænd,
I Danaos' gjæve Sønner, som er dragne hid, Og i Kadmejer, ej for Polynejkes' Skyld I eders Liv skal sælge, heller ej for mig. Jeg er beredt at ende denne Dyst, og selv |
||||
|
|
At gaa alene
med min Broder her i Kamp;
Og dræber ham jeg, vil jeg raade selv min Bo, Men vinder han, da skal den gives ham i Vold. Standser da Striden; lader ikke Livet her, I Argos' Mænd, men drager bort til eders Land |
||||
|
|
Saa vel som
Sparterhæren; Líg alt faldt der nok.
Saa lød hans Tale, og af Rækkerne sprang frem |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.48 |
|
|