Euripides: Phønikerinderne

||<<	<<	[1335-	1355]	>>	>>|||
.
	Budet.
1335	Ve mig, ve! hvad skal jeg sige! hvordan føje mine Ord? Kreon. Alt er tabt! ej lifligt klinger Ordet, han begynder med. Budet. Ve mig, ve igjen! thi Budskab bærer jeg om bitter Nød. Kreon. Ej det er den første da, som times.   Tal; hvad er der sket? Budet. Dine Søstersønner, Kreon, se ej længer Livets Lys. Kreon.
1340	Ak, ak! Ja, sorg mæler du vist, sorg for min Stad og mig! Fornam du dette Budskab, du Ødipus' Hus, At begge dine Sønner fælles Braddød fandt? Choret. Ja Taarer vist det fældet, om det havde Vid. Kreon.
1345	O ve, ve for Nød og Vanskjæbne svar! O ve for min Elende! ak, jeg arme Mand! Budet. End om du vidste, havd der er fremdeles hændt. Kreon. Og hvad kan hændes mere tungt end dette vel? Budet. Med sine tvende Sønner er din Søster død. Choret.
1350	Opløfter Skrig og Jammerraab! Løfter mod Issen højt til tungt Slag nu hviden Haand! Kreon. Du arme Iokaste, hvilken Ende dog Har Sphinxens Gaade bragt dit Liv, dit Ægteskab! Men síg, hvorledes dræbtes da de Sønner to?
1355	Hvorledes virked hin Ødipus' onde Bøn?
.
||<<	<<	Christensen	Schmidt.I.53	>>	>>|||