Euripides: Phønikerinderne

||<<	<<	[1356-	1390]	>>	>>|||
.
	Budet. Hvad Held vort Land er timet foran Taarnene, Det véd du; ej langt borte er jo Murens Ring, Saa ej du skulde vide, hvad der hist er sket. Da vaabensmykte nu i Malm fra Top til Taa
1360	Gubben Ødipus' tvende unge Sønner stod, Midt paa Hærskjellet tren de frem og fæsted Fod, De to Hærdrotter, tfende Hæres Høvedsmænd, Til Blodig Dyst og Enekampens Vaabenstrid. Med Blikket vendt mod Argos Polynejkes bad:
1365	Du høje Hera, din jo er jeg, da til Viv Jeg fik Adrastos' Datter og dit Land bebor; Giv, at min Broder jeg maa dræbe, og i Kamp Min sejerrige Højre væde med hans Blod! Saa bad om Skjændslens Krans han, Held til Brodermord.
1370	Og Mange maatte græde for den Skjæbne svar, Imens de med hverandre skifted Øjekast. Men mod den guldskjoldsmykte Pallas' Tempel vendt Bad ogsaa Eteokles nu: Du Barn af Zevs, Und mig at Spydet af min Haand jeg sejersæl
1375	Med denne Arm maa sende i min Broders Bryst Og dræbe ham, som hærge vil min Fædreby! Da som en Fakkel nu Tyrrhenerlurens Skrald Fløj gjennem Luften og gav Tegn til blodig Kamp, I rædsomt Løb da fór de mod hinanden frem.
1380	Som naar Vildbasser hvæsse glubske Huggetand, Til Kamp de stævned, mens om Kinden Fraade stod. frem fór med Spyd de, lured dog bag Skjoldets kreds, Paa det at Jærnet maatte glide magtløst af; Men saá kun En et Øje over Skjolderand,
1385	Han Sigte tog paa Panden, for at træffe først; Dog snildt bag Skjoldekantens Knopper gjemte hin Sit Øje atter, saa st Spydet ej fik Ram. Og de, som saá paa Kampen, svedte Angstens Sved For deres Venner, mer end de, der kæmpede.
1390	Nu vilde Eteokles støde bort en Sten
.
||<<	<<	Christensen	Schmidt.I.54	>>	>>|||