Euripides: Phønikerinderne

||<<	<<	[1391-	1424]	>>	>>|||
.
	Som laa hans Fod i Vejen; derved blottedes Hans Ben, og Polynejkes øjned ej saa snart, At her var Maal at ramme, før han stødte til, Og gjennem Læggen trængte hans Argejerspyd;
1395	Da jubled højt den hele Danaidehær. Men i sin Vaande saá nu hin, som først var ramt, At bar var Polynejkes' Skulder, og med Magt Han jog ham Spyd i Brystet, saa at kadmos' Mænd Blev saare glade; men sin spærsod fik han brudt.
1400	Da nu han Spydet savned, trak han Fod for Fod Sig baglænds, og en Sten han greb og kasted den, Saa Landsen brast i Midten; stode begge da Med spydtom Haand, og Kampen atter lige var. Nu toge flux de Sværd om Hjalte begge to
1405	Og tren i dysten atter; Skjold mod Skjold de gik Omkring hinanden, døjed svarlig Stridens Angst. Da mindedes fra fordums Ophold dertillands Eteokles det thessalske Kneb og prøved det. Han drog sig ud af Kampen, han var stedt udi,
1410	Og flyttede den venstre Fod tilbage, mens Han bødede for Livet varsomt med sit Skjold; Saa faldt han ud paa hæjre Fod og jog sit Sværd Ind gjennem navlen lige til Ryghvirvlerne. Hel ynkeligt vred Polynejkes Bryst og Bug
1415	Og segnede til Jorden med en Strøm af Blod. Vis paa sin Sejer slængte hin sit Sværd paa Jord Og gav sig til at føre ham hans Rustning af; Derpaa ikkun han agted, ikke paa sig selv, Og det blev hans Ulykke; thi end aanded svagt
1420	Han, som  var falden, holdt i Haanden Sværdet end Udi sit sørgelige Fald, og stødte det I Eteokles' Hjærte med sin sidste Kraft. En ved den Andens Side de i Græsset bed Og maatte segne, før de Magten skiftet fik.
.
||<<	<<	Christensen	Schmidt.I.55	>>	>>|||