Euripides: Phønikerinderne

||<<	<<	[1425-	1458]	>>	>>|||
.
	Choret.
1425	Ve raaber jeg, Ødipus, for din svare Nød! En Gud fuldbyrded, lader det, din onde Bøn. Budet. Hør ogsaa nu, hvad Vanfærd der er siden hændt. Imens med Døden droges Børnene, som faldt, Da styrtede den stakkels Moder frem paa Val,
1430	Ledsaget afsin Datter og med ilsomt Fjed. Og da hun saá, de havde Ulivssaar, hun skreg: O, mine Børn, for silde kommer nu min Hjælp! Hun skiftevis sig kasted over Børnene Og græd og klaged for sin Møje, da hun dem
1435	Ved Brystet bar, og Søstren skreg, som fulgte med: Ak, I vor gamle Moders Støtter! I som sveg For Bryllup Eders Søster! kjære Brødre to! Kong Eteokles drog sit sidste tunge Suk, Da Moders Røst han hørte; med sin matte Haand
1440	Han rørte hende; intet Ord gik af hans Mund, Kun Taaren i hans Øje sagde ømt Farvel. Men Polynejkes aanded end, og mens han saá Til Søstren og den gamle Moder, sagde han: Moder, med os er det forbi.   Men ynke maa
1445	Jeg dig, men Søster, og min døde Broder her; Fast Ven blev Fjende, var han Ven dog lige fuldt. Jordfæster mig, Kkjærmoder og Kjærsøster min, I Fædrelandet, og de vrede Borgere Taler til Rette, at af Fædres Jord mig dog
1450	Saa Meget undes, skjøndt mit Hus jeg har forspildt. Tryk med din Haand nu, Moder, mine Øjne til - Og med det Samme førte selv han Haanden did - Og lever vel; thi nu mig favner Dødens Mulm. Saa lod paa én Gang begge deres usle Liv.
1455	Da Moderen nu skued dette Jammersyn, Rev hun fortvivlet Sværdet af de Dødes Bryst Og stødte - rædselsfulde Id! - det skarpe Jærn Dybt i sit Hjærte; mellem sine Kjæres Lig
.
||<<	<<	Christensen	Schmidt.I.56	>>	>>|||