|
|
|
[1459-
|
1487] |
|
|
|
.
|
|||||
| Hun faldt og slog om begge døende sin Arm. | |||||
|
|
Op sprang nu
Folket, og der rejstes heftig Kiv;
Vi paastod, at min Herre havde sejret, de Holdt paa den Anden; hist skreg Hærens Drotter vredt, At Polynejkes' Lanse ramte først, og her, At ingensteds paa Jorden vinder død Mand Sejr. |
||||
|
|
Imens sneg sig
Antigone af Hæren bort.
De fløj til Vaaben; men med snild Forsynlighed Vort Folk i Skjold og Plade havde lejret sig, Og førend hine til at ruste sig fik Tid, Vi pludselig os styrted paa Argejerne. |
||||
|
|
Ej gjordes Modstand;
trindt de spredtes over Vang
I vildsom Flugt, og Blodet flød af tusind Lig, Som faldt for Spærsod. Da nu Slaget vundet var, En Del paa Valen rejste Sejerstegn for Zevs, Imens vi Andre af de faldne Argosmænd |
||||
|
|
Drog Skjoldene
og bragte dem til Byen ind;
Og atter Andre bære med Antigone De Døde hid, at Frænder kan begræde dem. Saaledes er der kæmpet hist;men dette Land Har Kampens Udfald voldet baade Fryd og Sorg. (Gaar.)
|
||||
|
Choret. |
|||||
|
|
Ej længere nu ikkun høre vi skal
Om Husets Nød; thi ved Kongsgaard hist. Ses Syn der for Sagn; hid bæres de tre Afsjælede Lig, som i selvsamme Stund |
||||
|
|
Bortreves til Skyggernes Mulmliv. | ||||
|
Antigone. Ikke med skjulende Lin om de glatte, af Lokker omkrandsede Kinder og ej med jomfrulig Undseelses |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.57 |
|
|