|
|
|
[1580-
|
1611] |
|
|
|
.
|
|||||
|
|
Dag bleven ramt med
al tænkelig Sorg af den
Grusomme Gud, som Sligt lod times. Choret.
Kreon.
|
||||
|
|
At vi paa Ligfærd
tænke. Agt paa mine Ord
Nu du, Ødipus. Mig gav Magt i Landet her Din Søn, Kong Eteokles, som Antigones Medgift til Hæmon, hvem han skænked hendes Haand. Thi byder jeg dig rømme flux af Landet nu; |
||||
|
|
Thi aldrig - saa forkyndte
grant Tiresias -
Vor Stad kan trives, medens du i Landet bor. Drag bort. Ej byder saadant jeg af Overmod, Ej som din Fjende, men fordi jeg frygter for, Din Vanfredsaand skal vorde dette Land til Mén. Ødipus. |
||||
|
|
Hvor har dog Skjæbnen mig
til Sorg og Jammer skabt
Fra første Færd, om ellers noget Menneske! Alt før for Lyset jeg kom frem af Moders Skjød, Ufødt Apollon nævned mig for Laios Min Faders Morder - jeg ulykkelige Mand ! |
||||
|
|
Og neppe født,
mig vied, ak!f til Undergang
Min egen Fader, som i mig sin Fjende saá; Thi dø han skulde for min Haand. Han sendte mig, Mens jeg Brystet trængte, bort, for ynkeligt Af vilde Dyr at ædes. Dog mit Liv blev frelst. |
||||
|
|
O, gid Kithæron
sunken var til Tartaros'
Bundløse Afgrund, fordi ej den øded mig! Nej, først som Træl gav Skjæbnen mig til Polybos, Derpaa jeg Arme blev min Faders Banemand, Besteg min stakkels Moders Seng, og avlede |
||||
|
|
Mig Sønner, Brødre,
som jeg selv har dræbt, den Stund
Af mig de arved Laios' Forbandelse. |
||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.61 |
|
|