|
|
|
[1612-
|
1645] |
|
|
|
.
|
|||||
| Thi ej er jeg slig Daare,
at en saadan Id
Mod mine Øjne og mod mine Sønners Liv Jeg havde øvet, hvis det ej var Guders Raad. |
|||||
|
|
Og hvad skal jeg Usalige
nu gribe til ?
Hvem skal mig følge, lede frem min blinde Fod ? Den Døde der ? ja, leved hun, det skete vist. Mit bolde Sønnepar da ? ak ! det har jeg ej. Er jeg da ung end, kan mig skaffe Føden selv ? |
||||
|
|
Hvordan vel ?
Kreon, hvi vil du mig dræbe plat ?
Thi dræbt jeg vorder, om jeg skal af Landet gaa. Dog vil jeg ikke slynge om dit Knæ min Arm Og te mig fejg; mit fordums gjæve Hjærtelag Jeg svigter aldrig, er endog jeg stedt i Nød. Kreon. |
||||
|
|
Vel er det talt, at
ej du vil knæfalde mig;
Men jeg kan ikke lade dig i Landet bo. Af disse Lig det ene skal i Huset flux Indbæres, men den Andens, som drog mandstærk hid, Sin Fædrestad at hærge, Polynejkes' Lig, |
||||
|
|
Kaster ujordet over
Landets Grænseskjel,
Og en Herold kundgjøre for al Kadmos' Folk, At hvo gribes i at kranse dette Lig Eller at dække det med Jord, faar Død til Løn. Graadløs og gravløs skal han ligge, Fugles Rov. |
||||
|
|
Men du maa standse trefold
Dødningklage nu,
Antigone, forføje dig i Huset ind Til Jomfrudont og rolig vente paa den Dag, Som kommer; thi da venter Hæmons Leje dig. Antigone.
|
||||
|
|
Ja, dig jeg ynker mere
end de Døde der;
Thi hvad du døjed, det var ej snart tungt, snart let; Nej, haard var, Fader, Skjæbnen dig i Et og Alt. Men dig jeg spørger, som fik nylig Herskermagt; Hvi driver du min Fader her med Haan af Land |
||||
|
|
Og giver Love om den stakkels Døde der ? | ||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.62 |
|
|