Antigone.
Uvist det var, og du en Daare, som det lød.

Kreon.
Hvad ? skal jeg ej udrette, hvad mig paalagt er ?

Antigone.
Ej, hvis det er et grusomt, uretfærdigt Bud.

Kreon.

Antigone.
Ja, mod al Ret i kræve af ham saadan Bod.

Kreon.
Som Fjende drog han mod det Land, hvis Ven han var.

Antigone.
Gav han da ej sin Skjæbne hen i Lykkens Haand ?

Kreon.
Og nu skal ogsaa med sin Grav han yde Bod.

Antigone.

Kreon.
Den Mand skal være uden Grav; nu véd du det.

Antigone.
Grav skal han faa, om Staden end forbyder det.

Kreon.
Da graver ved hans Side du din egen Grav.

Antigone.
Ret saa; to Venner ligge maa hinanden nær.

Kreon.

Antigone.
Det skal I ej, jeg slipper ikke dette Lig.

Kreon.
Skjæbnen har dømt, Skjønjomfru, ej som dig var kjært.