Euripides: De Bønfaldende

Euripides: De Bønfaldende

\|\|<<	<<	[634-	662]	>>	>>\|\|\|
.
	*Adrastos. Et Bud. Choret.* Budet. I Kvinder, jeg har mange gode Tidender.
	Selv er jeg reddet - thi til Fange toges jeg I Kampen, som de faldne Ledingsfyrster syv Med deres Fylker kæmpede ved Dirkes Strøm - Og Thesevs' Sejr jeg melde kan. Paa det du ej Skal længe spørge - jeg var før Kapanevs' Svend,
	Som blev af Zevs med Lynets Flammestraale knust. Choret. Kjær er mig, Ven, din Frelse, kjært mig, hvad du har Forkyndt om Thesevs; er nu ogsaa i Behold Athenens Hær, fuldkomment er dit Glædesbud. Budet. Det er den, og har virket, hvad med Argos' Mænd
	Adrastos skulde virket, da fra Inachos Han drog, at gjæste Kadmos' Stad med Ledingsfærd. Choret. Hvorledes fik nu Ægevs' Søn og de, som var Med ham i Følge, Sejerstegn for Zevs da rejst? Tal, du som saá det, os til Fryd, som ej det saá. Budet.
	Klar spredte over Jorden Solens Straale sig Med sikkert Maal og Mærke; ved Elektras Port Jeg stod og skued vide fra det høje Taarn. Da øjnede jeg trende Fylkers Flokke tre: Her brynjebeklædte Stridsmænds Rad, som strakte sig
	Op til Ismenosbakken; paa den højre Fløj, Saa blev mig sagt, stod Drotten selv, den bolde Søn Af Ægevs, og nær hos ham stode de, som bo I Kekrops' gamle Højstad, men til venstre var Paralierne stillede med Spyd i Haand;
	Hist, tæt ved Ares' Kildevæld, i Kanterne Af Hæren, havde Ryttersværmen taget Plads I lige Tal; de gangerspændte Vogne holdt
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.100	>>	>>\|\|\|