|
|
|
[54-
|
84] |
|
|
|
.
|
|||||
|
Du har selv, Dronning, i Elskov
Jo engang favnet din Husbond, |
|||||
| Du en Søn selv
jo har født, som du har kjær
O saa del Moderens Sorg da, O saa føl da, hvor af Harm jeg For de Børns Død, som jeg bar, haardt er bespændt, Og din Søn bøje til Færd du til Ismenos, |
|||||
| I min Haand hid mig
at fly - lyt til min Bøn dog! -
Mine blomstrende Børns Lig, som man grumt negted en Grav. Det
var Synd, ja, men af Nød voldt,
|
|||||
| Men med Grund æsker
din Hjælp jeg;
Du er barnsæl, du har Magt vist Til at udfri mig af Vanskjæbnen, jeg led. Udi svar Trængsel bestedt, raaber jeg til dig, I min Haand giv mig min Søn, ak! som fik Helsesaar, |
|||||
| At med Sorg jeg hans
Lig dog maa endnu slutte i Favn!
Se,
anden Veraabsdyst med min
|
|||||
| Ja, del kun du Smertens
Kval
Og træd din Dans, Hades' Lyst. Flæng med dine Negle hvide Hals og Kinder grumt kun til Blods dig; Saa hædres ret død Mand oven Mulde. |
|||||
|
Umættelig henriver mig Til Klageraab Smertens Lyst; Som fra Fjældlidens bratte Væg I rastløs Strøm Kilden gaar, Min Jammer ej standse vil. Ak! vel er tung saadan Sorg; Vel for sine Sønners Død maa |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.79 |
|
|