Euripides: De Bønfaldende

Euripides: De Bønfaldende

\|\|<<	<<	[85-	108]	>>	>>\|\|\|
.
	Moderhjærtet vaandes og klage. I Dødes Nat gid min Kval var slukket! Æthra. Thesevs. Adrastos. Choret. Thesevs. Hvi hører her jeg Jammerskrig og Slag paa Barm, Hvi hører Dødningklage her fra Tempelhal Jeg lyde? Hid paa skrækbevinget Fod jeg fløj;
	Thi længe har min Moder været hjemme fra, Og fast jeg frygter, Ondt er hende tilstødt her. (Kommer nærmere.) Ha! Hvad ser jeg? anden Tale jeg begynde maa. Min gamle Moder sidder hist ved Altrets Fod, Dertil en fremmed Kvindeflok, som viser Sorg
	Paa mer end én Vís; fra de gamle Øjelaag Paa Jorden rinder Jammertaarens stride Flod, Klippet er Issen og ufestligt deres Skrud. Hvad er der, Moder? dig det bør at tale her Og mig at høre. Ondt, jeg tror er hændet hist. Æthra.
	Mødre, min Søn, de Kvinder er, som ligge der; De syv Hærdrotter, som for Kadmos' Porte faldt, Er deres Sønner; nu med Bønfaldsgrene trindt De holde mig belejret, som du ser,mit Barn. Thesevs. Og hvem er det, som vaander sig ved Døren hist? Æthra.
	Det er Adrastos, sige de, Argejers Drot. Thesevs. Og Drengene omkring ham er hans Sønner vel? Æthra. Nej, det er Børn af hine Mænd, som Døden fandt. Thesevs. Hvorfor da kom til os de hid med bønlig Haand?
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.80	>>	>>\|\|\|