Euripides: De Bønfaldende

Euripides: De Bønfaldende

\|\|<<	<<	[304-	336]	>>	>>\|\|\|
.
	Ja, hvis her Intet var forbrudt, og det kun gjaldt
	Forvovenhed at vise, tav jeg stille vist; Men nu kan du af denne Færd kun Ære faa, Og jeg kan trøstig raade dig dertil, mit Barn, At hine Voldsmænd, som formene død Mands Lig, At Gravens Ret og Ære ej det nyde maa,
	I saadan Tvang du steder med din stærke Arm Og styrer dem til Rette, som al Hellas' Lov Omstøde vil; thi derpaa Statens Liv beror, At man tilbørligt holder Lov og Ret i Hævd. Man kunde ellers sige, at umandig du,
	Hvor for din Stad en Hæderskrans at vinde var, Veg ræd tilbage, at du med et Vildsvin vel Til Kamp dig dristed og en ringe Dyst bestod, Men hvor det gjaldt med roligt Blik at se i Dyst Paa Hjælm og Spærsord, der du fejg dig finde lod.
	Nej, saa maa ej du handle, du som er min Søn. Se kun, hvor stolt din Fædrestad, naar Nogen den Som ubesindig spotter, ser paa Spotteren; Thi just i Faren har den vundet Magt og Glans; Men Stater, som i lyssky Ro helst leve vil,
	Se ængsteligt paa Andre og med lyssky Blik. Drag ud, min Søn, drag ud og bring de faldne Mænd Og disse stakkels haardtbetrængte Kvinder Hjælp. Jeg frygter ej, thi Retten paa din Side staar, Og da jeg ser, at Kadmos' Folk er nu i Held,
	Jeg stoler paa at andre Tærningkast endnu Det gjøre vil; thi alting skifter Guden om. Choret. Tak, Kjære, Tak! Hvad du har raadet, gavner ham Saa vil som mig; til dobbelt Glade er dit Ord. Thesevs. Hvad jeg, Kjærmoder, sagde før til denne Mand,
	Var rigtigt talt; jeg viste ham kun, hvilke Raad Ham efter mine Tanker havde bragt til Fald.
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.89	>>	>>\|\|\|