|
|
|
[337-
|
370] |
|
|
|
.
|
|||||
| Men selv jeg indser,
hvad du her mig minder om,
At lidet kun det stemmer med min Art og Sæd At fly for Faren. Mangen herlig Daad jo har |
|||||
| Jeg øvet og har
Hellas víst, at altid det
Var saa min Vane, djærvt at tugte Nidinger; Derfor kan ej jeg vægre mig ved denne Dyst. Hvad skulde de vel sige, som vil ej mig vel, Naar du, min Moder, som er ængstelig for dit Barn, |
|||||
| Først byder mig
at vove en saadan møjsom Færd?
Velan, saa ske det; jeg vil gaa, de Faldnes Lig At udfri med det Gode, og hvis det slaar fejl, Med Vaabenmagt, og Guderne vil staa mig bi. Men hele Staden denne Dag beslutte maa. |
|||||
| Det vil den, naar jeg
ønsker det; men spørger jeg
Mit Folk til Raads, da bliver det mig mere huldt. Thi selv jeg har det stedet jo til Enemagt, Gjort Staden fri og givet hver Mand Stemmeret. Til Syn for Sagn medtager jeg Adrast og gaar |
|||||
| Til Bymandsstævnet;
naar jeg der har klaret Alt,
Jeg samler Kjærnen af Athenens unge Mænd; Saa kommer jeg og venter væbnet her, mens Bud Jeg sender til Kreon, for at kræve Ligene. Tag eders hellige Kviste fra min Moder da, |
|||||
| I gamle Kvinder, at
ved kjærlig Sønnehaand
Til Ægevs' Hus hun hjem maa gaa. Usalig er Det Barn, som ej Forældre viser skyldig Agt; Sligt Offer vel sig lønner; thi af sine Børn Man nyder atter, hvad som Barn man yded selv.
|
|||||
| Du Argos'
Gangerslette, mine Fædres Hjem,
Hørte Drottens Ord, du, retvíst og fromt mod Guders Bud, Lifligt for Pelasgers Land, Skjønt i Argos? Gid han maa naa min Vanfærds Maal og over det, |
|||||
| Gid fra blodig Val end han Moders Stolthed frelse maa | |||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.90 |
|
|