|
|
|
[502-
|
533] |
|
|
|
.
|
|||||
| Saa og de andre Høvedsmænd
nedfældede
Med blodig stenbrudt Pandeskal ved Portene? Hvis ej du agter mere vís dog selv end Zevs, |
|||||
| Da agt det ret, at Guder
straffe Onde Mænd.
Den Vise drager Omsorg først for sine Børn, Dernæst for Slægt go Hjemstavn, som man hæve bør og ikke knuse. Farlig er forvoven Hu Hos Drot og Styrmand; varsom er den Vises Færd, |
|||||
| Og mest for Manddom
agter jeg Besindighed.
Choret.
Adrastos.
Thesevs.
|
|||||
| og lad dit Ord i denne
Sag ej gaa for mit.
Ej er det dig, han kommer til med dette Bud, Men mig; saa bør det ogsaa mig at svare man. Først vil jeg give Svar, da paa dit første Ord: Ej véd jeg af, at Kreon er min Overmand, Ej heller mere mægtig, saa Athenes Stad |
|||||
| Til Sligt han kunde
tvinge; opad maatte Alt
I Verden flyde, om vi tog mod Herrebud. Ej er det mig, som denne Krig har først begyndt; Jeg drog jo ej med disse imod Kadmos' Land; Jeg kræver, uden eders Stad at volde Mén, |
|||||
| Og uden at paaføre
jeg mandfarlig Dyst,
Ret ikkun, Lilg at jorde, og al Hellas' Lov At hævde; hvad er deri, som ej sømmer sig? Har I kanske af Argos' Mænd lidt Overlast, Da er de faldne; Fjenden slog I, jer til Pris |
|||||
| Og dem til Skam, og
Retten har sin Gænge havt.
Saa giver deres Lig da nu i Jordens Gjem Og lader did, hvor Mennesket har faaet den fra, Hver Del hjemvende, Aanden til den rene Luft |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.95 |
|
|