Euripides: De Bønfaldende

Euripides: De Bønfaldende

\|\|<<	<<	[588-	611]	>>	>>\|\|\|
.
	Og lydt maa Bidslet klirre i hver Gangers Mund Og Skum fra Mulen dryppe snart paa Kadmos' Jord.
	Thi vist til Kadmos' Porte syv jeg drage vil, Selv med det skarpe Jærn i Haand, selv bærende Mit eget Budskab. Dig jeg byder blive her, Adrastos; ej din onde Skjæbne du med min Skal blande; med mig egen Lykkegud jeg vil
	Stolt udi Leding drage med min stolte Hær. Kun Ét behøver jeg endnu, du Guders Hjælp, Som hylde Retfærd; hvis kun de gaa mig til Haand, Da faar jeg Sejer. Menneskenes Tapperhed Er lidet værd, naar Guden ej staar huldt den bi. (Gaar med sit Følge.) Choret. *Første Halvchor.*
	I, som til Sorrig og Ve Fylkingsfyrster fødte, Ak! i min ængstede Barm bæver Frygt hin blege. *Andet Halvchor.* Hvad ny Skræk tolke dine bange Ord? *Første Halvchor.* En farlig Dyst venter Pallas' Ledingshær. *Andet Halvchor.* Hvor Sværdhug skiftes, eller Ord? hvad mener du? *Første Halvchor.* Saa var det bedst; men skal Strid og Mandefald, Skal Vaabenbrag og skal tunge Slag paa Barm
	Paa Stand nu fange Sted igjen, Hvad Ry vil da mig Arme, Hvad Utak ej af Saadant times? *Andet Halvchor.* Men hvo paa Velmagtens Tind knejser, ham kan Skjæbnen Styrte i Støvet igjen; derpaa trygt jeg lider. *Første Halvchor.*
	Du tror da, Guder hylde Retfærds Bud? *Andet Halvchor.* Ja, er det ej dem, som raade Skjæbnens Gang?
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.98	>>	>>\|\|\|